Blogindlæg af Heidi Als Ringheim, formand i Mediesundhed for børn og unge
“En 25-årig mand fra Hillerød sigtes for overtrædelse af Straffelovens § 232, 235 samt 264d, som omhandler blufærdighedskrænkelse, udbredelse af pornografiske foto og film med personer under 18 år samt uberettiget deling af billeder.”
Kan det undre?
Måske bør det ikke komme som den helt store overraskelse, at sager som den med den 25 årige kan opstå, når man kigger på de helt ‘almindelige’ pornosider på nettet, som i dag er hverdagskost for de fleste unge – og især unge mænd.
Her udbydes, tilbydes og falbydes porno af enhver tænkelig slags og en del af det, der ligger tilgængeligt på disse sider, er seksuelle krænkelser og overgreb, som er filmet uden samtykke eller er sket under pres og tvang. Det er forbrydelser, der sælges her, det er ulovligheder, men det får alligevel ‘lov’ til at ligge på disse sider OG får lov til at ‘florere’ og blive delt lystigt rundt til alle, der er ‘sultne’ efter det.
Der er flere forskellige spørgsmål, som vi som samfund bør stille os selv i kølvandet på en sådan sag:
- Hvordan kommer det så vidt, at unge mænd lader sig lokke til at tage del i denne form for ‘menneskehandel’?
- Har normaliseringen af brug af porno, med den meget lette adgang og uden virkningsfuld regulering, skabt en kultur, hvor det at se på, samle, bruge og dele private oplysninger og seksuelt materiale uden samtykke, er blevet noget, der er helt ‘almindeligt’?
- Hvilke tiltag skal der til, for at forebygge at unge ender i denne slags seksuelt krænkende adfærd, kriminalitet og andre samfundsskadelige aktiviteter?
Så længe alt slags porno – også den ulovlige- får frit spil til at brede sig og ‘være til’ uden særlig regulering eller begrænsning og uden, at vi er bedre til at italesætte porno på mere kritisk vis, bør det ikke undre, at sådanne sager, som den seneste her opstår.
Der skal ryddes op i pornojunglen, som ureguleret, er medskyldig i krænkelser og overgreb, af mange slags – også denne sag med den 25 årig.
Som en start så lad os sørge for, gennem robust og tidssvarende lovgivning, at børn og unge under 16 år ikke har adgang til alt slags porno online.
Lad os også klæde såvel undervisere, div. fagfolk og forældre bedre på med viden, så de bliver i stand til at værne om og beskytte børn mod det porno, der skader, så vi i fællesskab ruster dem til at navigere i det fantastiske men også meget uoverskuelige digitale univers, hvor det kan være meget svært at vurdere og endnu sværere at forstå, når noget ikke er godt, skadeligt og endda kriminelt.