Vi må ikke overse pornoens rolle i den voldsomme stigning af unges seksualforbrydelser
Danmark oplever en alarmerende stigning i antallet af børn og unge, der dømmes for seksualforbrydelser. Imens har vi stiltiende set til, mens pornolandskabet har kunnet forme unges normer, grænser og adfærd, lyder det fra sexolog Heidi Als Ringheim.
For nylig kunne Berlingske berette om en voldsom stigning af børn og unge der dømmes for seksualforbrydelser – faktisk den højeste i 10 år. Og selvom der er meget, vi endnu ikke ved om årsagerne, peger forskning og myndighedsrapporter på, at porno – især med voldeligt og degraderende indhold – kan være en medvirkende risikofaktor, der påvirker unges normer, grænser og adfærd.
I årevis har vi stiltiende set til, mens børn og unge er blevet eksponeret for et pornolandskab, der i stigende grad lader til at fungere som indgangen til et overgrebsøkosystem. Kan disse seksualforbrydelser være en af konsekvenserne ved dette økosystem?
Artiklen i Berlingske beskriver hvordan stadig flere børn og unge dømmes for seksualforbrydelser – særligt for besiddelse og deling af overgrebsmateriale. Samtidig kontakter børn og unge i hemmelighed hjælpelinjer, som Red Barnets TalMedOs, med spørgsmål om pornoafhængighed, om hvorfor de ikke kan stoppe, og om hvordan ”almindelig” og lovlig porno kan glide over i ulovligt og dybt skadeligt materiale.
En kriminolog og ph.d.-stipendiat på juridisk institut ved Aalborg Universitet udtalte til Berlingske at vi i Danmark ved “meget lidt” om, hvorfor udviklingen sker. Selvom der er meget, vi ikke ved, lader det dog til at en del af forklaringen er porno som væsentlig medvirkende faktor.
Der er solid dokumentation for, at børn og unge i stigende grad eksponeres for voldeligt og degraderende pornografisk indhold – ofte ufrivilligt – og at det kan påvirke normer, forventninger og…hvad unge opfatter som normalt/acceptabelt.
Overgrebsmateriale skyller ind over nettet. Internet Watch Foundation bekræftede i 2024 næsten 300.000 anmeldelser som kriminelt materiale. Globalt modtog NCMEC over 20 millioner underretninger. I Danmark er sigtelserne mere end tredoblet på få år. Når mængden eksploderer, materialet er let tilgængeligt, og det cirkulerer på de samme platforme, som børn og unge i forvejen bruger, så kan det påvirke adfærd.
Berlingske beskriver det nøgternt: En 16-årig søger almindelig porno, får et link til overgrebsmateriale, bliver nysgerrig, kan ikke stoppe, sletter alt i skam – og begynder igen. Det er et tydeligt faresignal om, hvordan pornografisk indhold kan fungere som en glidende overgang til ulovligt materiale.
Et uafhængigt ledet review bestilt af den britiske regering, ”The Challenge of Regulating Online Pornography”, sammenfatter mange af de pornoinducerede konsekvenser samt de juridiske og reguleringsmæssige problemer og udfordringer. Et review som giver et godt overblik af problematikken omkring porno ud fra et retsligt perspektiv – et perspektiv som vi gør klogt i at skele til her i Danmark.
Så når vi straffer børn og unge for handlinger, der ofte sker i et digitalt miljø præget af afhængighedsmekanismer, grooming, gruppepres og toksiske algoritmer, må vi også turde se på de strukturer, vi har ladet stå uimodsagte. Som kriminolog, Kasper Jørgensen, påpeger i artiklen, er lovgivningen rodet, og systemet er ikke indrettet til børn.
Derfor er disse spørgsmål uomgængelige: Hvorfor har vi været så tilbageholdende med at tale åbent og ærligt om pornoens rolle? Hvorfor har debatten været reduceret til moral og individuelle valg, når det i virkeligheden handler om tilgængelighed, eskalation, tech-design og global distribution?
Hvis vi vil bremse udviklingen, kræver det handling nu. Vi skal investere massivt i forebyggelse, herunder også kritisk undervisning, før skaden sker, som bl.a. også UNICEF opfordrer globalt til. Vi skal tilbyde børn og unge hjælp, der tager højde for afhængighed og negativ digital påvirkning. Og vi skal gentænke lovgivning og praksis, så vi både beskytter ofre og hjælper børn og unge ud af mønstre, som porno og digitale platforme har været med til at skabe.